1. Advent Interview - Lauge Sandgrav

1. Advent: Lauge Sandgrav - Fra VSB til Superliga

Af Virum-Sorgenfri Boldklub
Da Lauge Sandgrav som 16-årig i december 2020 løb på banen for Lyngby BK i en pokalkamp mod
SønderjyskE, blev han klubbens yngste debutant nogensinde. Fem måneder senere – i maj 2021 – fik
han sin Superliga-debut mod OB og skrev sig igen ind i historiebøgerne som Lyngbys yngste spiller i
landets bedste række.

Siden har rejsen haft både højdepunkter og bump. Der har været perioder med mindre spilletid og tid i
ungdomsrækkerne, men også udvikling, læring og et fokus på at tage næste skridt. I dag spiller Lauge
stadig for Lyngby Boldklub, nu i 1. division, og med en kontrakt, der løber til juni 2028, har klubben gjort
det klart, at han fortsat er en del af fremtiden: “Jeg er da stolt af, at jeg har formået at blive professionel
fodboldspiller på trods af lidt bump på vejen,” siger han.

For Lauge begyndte det hele på banerne i Virum-Sorgenfri Boldklub. Her fandt han både venner,
sammenhold og en kærlighed til spillet, der stadig lever.“Den allerførste tid var samtidig med, at jeg var
begyndt i 0. klasse, så i starten var jeg mest sammen med dem fra min egen skole, men efter ret kort
tid blev man også gode venner med dem fra de andre skoler,” fortæller han.
Fodbolden blev hurtigt en stor del af hans hverdag: “Det var en kæmpe stor del af min hverdag, så det
betød helt sikkert en masse for mig.”

Lauge beskriver miljøet i klubben som både varmt og entusiastisk: “Generelt husker jeg miljøet som
værende meget inkluderende og entusiastisk. Mine bedste venner var dem på fodboldholdet, så det
var altid en fornøjelse at skulle til træning, både på grund af fodbold, men måske især for at være
sammen med kammeraterne.”

Han taler også med stor respekt om trænerne, der formede hans første år som spiller: “I forhold til
trænerne, så synes jeg, at jeg var privilegeret med nogle virkelig gode trænere. De første par år var det
forældretrænere, som både tog ansvar for fællesskabet og vores fodboldmæssige udvikling. Da vi blev
lidt ældre fik vi ungdomstrænere, som jeg også var virkelig glad for.”

For Lauge Sandgrav er der én træner, som står tydeligere end de fleste; Thomas Nørgaard.
Han kom ind på et tidspunkt, hvor Lauge stod midt i et vigtigt skifte, fra det trygge i VSB til udfordringen
i Lyngby: “Jeg synes, at det er lidt svært at vælge en enkelt holdkammerat, men hvis jeg skal vælge en
træner, så ville jeg nok vælge Thomas Nørgaard.
Han overtog vores hold lige i den periode, hvor jeg begyndte at træne med inde i Lyngby, og han var en
virkelig god sparringspartner i den proces omkring klubskifte osv.”

Det blev ikke bare træning og taktik, men også samtaler om valg, tvivl og næste skridt.
Den støtte, Thomas gav i den periode, var med til at gøre overgangen lettere og lærte Lauge noget
vigtigt om, hvad god ledelse og menneskelig forståelse betyder. Ikke bare i fodbold, men i livet.
Der er ét minde, der stadig får ham til at smile. Pinsecup og et møde med Lyngby BK: “Altså der er
virkelig mange historier, men de fleste af dem vil folk nok helst ikke have genfortalt. Men altså generelt,
så husker jeg tilbage på de gange vi var til pinsecup, som værende noget specielt. At leve af slik i 3
dage, at være væk fra mor og far og at være sammen med sine venner hele tiden er stadig noget jeg
husker tilbage på med et smil.”

Men den helt særlige kamp kom som U11-spiller mod netop Lyngby: “Til pinsecup som u11-spiller
skulle vi møde Lyngby i kvartfinalen. De var på alle måder en del bedre end os, og de var meget mere
seriøse. Med til historien hører også, at vi havde tabt 10-1 til dem i en træningskamp inden turneringen,
så vi havde ikke så store chancer. Men det endte med, at vi vandt 2-1 selvom vi nærmest kun havde to
skud på mål. Efter kampen løb alle VSB-spillere ind på banen og jublede i en stor klump, og det husker
jeg stadig som noget særligt. Vi tabte så semifinalen 5-1 til Nordsjælland, men lige for en dag følte vi, at
vi var de bedste.”

Det første skridt væk fra trygheden i VSB kom, da Lyngby viste interesse: “Det gjorde det nok, da jeg fik
årets spiller et par gange i Virum, og da jeg hørte, at Lyngby var interesserede i at få min ven og jeg til
prøvetræning.”

Men overgangen var ikke uden udfordringer: “Trygheden i at spille med ens venner blev erstattet af, at
nu var man også konkurrenter med ens holdkammerater. Det, at man ikke længere var den bedste, var
også noget, som jeg lige skulle vænne mig til.”
Alligevel hjalp tiden i VSB ham med at finde roen i det nye: “Den følelse jeg havde, når jeg trænede med
årgangen over i Virum, var sammenlignelig med den jeg oplevede i starten i Lyngby, så det gav mig
viden om, at det nok skulle blive bedre med tiden.”

For Lauge kom den første rigtige modgang først som seniorspiller i Lyngby: “Jeg oplevede først meget
modgang, da jeg blev seniorspiller i Lyngby, hvor jeg for første gang i mit liv prøvede ikke at være
udtaget flere weekender i træk. I sådan en periode lærte jeg virkelig meget om mig selv.
Jeg lærte, at jeg har behov for at have noget udenfor fodboldbanen, som kan hjælpe med at trække
hovedet væk fra fodbolden, samt at i de perioder, hvor man ikke kan udvikle sig via spilletid, så må man
i hverdagen fokusere på de ting man kunne gøre noget ved.”

Det er en mentalitet, han har taget med sig og som stadig præger ham i dag, hvor livet som
professionel betyder struktur, rutiner og hårdt arbejde: “Vi har mødetid klokken 9, hvor vi spiser
morgenmad. Klokken 10 har vi tit et taktisk møde enten med fokus på modstanderen eller os selv.
Klokken 11 starter træning. Klokken 12:30 til 13:30 er vi i gym udover, hvis det er dagen inden kamp.
Efterfølgende er der frokost og restitution, så vi er oftest færdige omkring klokken 15.”

Men selvom alt nu er planlagt, kontrolleret og professionelt, er glæden stadig drivkraften.
“Jeg synes jo generelt stadig, at fodbold er sjovt, så jeg tænker egentlig ikke på det som mit job.” Og når
motivationen dykker? “Så tænker jeg på, hvor privilegeret jeg er at kunne leve af min hobby.”
“Jeg synes, at i Virum, så blev man ikke behandlet anderledes alt efter om man var på første-, andet
eller tredjeholdet, og den værdi med at se mennesker før fodboldspillere synes jeg er vigtig.” De
værdier er stadig en del af ham og også noget, han forsøger at give videre, når han møder yngre
spillere: “Fokuser ved glæden på spillet. Du skal ikke drømme om at blive professionel fodboldspiller,
fordi dine forældre eller alle mulige andre synes det. Du skal gøre det, fordi du synes, at fodbold er
sjovt.” Han tilføjer et grin: “Græd lidt mindre når du taber, også skal du nok selvtræne dit venstre-ben
lidt mere.”

Når Lauge bliver bedt om at beskrive sin vej med tre ord, svarer han uden tøven: “Uortodoks, sjov og
krævende.” Og måske er det netop det, Vejen handler om: ikke en perfekt rute, men en, der er ærlig,
fuld af læring og båret af kærlighed til spillet. “Det betyder virkelig meget, at jeg fik lov til at udvikle mig i
mit eget tempo, og det har også bidraget til at gøre mig til den jeg er i dag.”