3. Advent Interview - André & Thomas

3. Advent: Thomas Bork Nørgaard og André Behrend - Kunsten at drive et fællesskab
I Virum-Sorgenfri Boldklub mødes den næste generation af lederskab i et fælles udgangspunkt:
fællesskabet. For både Thomas og André begyndte det hele med en bold, nogle venner og en klub, der
kom til at forme dem som både mennesker og ledere. Thomas fortæller: “Jeg begyndte til fodbold i
VSB, lige da jeg startede i skole. Dengang handlede det mest om at spille med vennerne fra klassen. Vi
kunne ikke få nok af at spille fodbold, hverken i frikvarteret eller efter skole. Men jeg opdagede hurtigt,
at jeg faktisk blev bedre, jo mere vi trænede, og det gav blod på tanden for at fortsætte med
fodbolden.” André nikker genkendende, men hans start ligger endnu tidligere: “Jeg begyndte i VSB som
5-årig. Jeg spillede fodbold i samtlige frikvarterer og i min fritid. Det var på mange måder fællesskabet,
der startede min drivkraft for at melde mig ind i klubben.”

Begge fremhæver det samme, når de ser tilbage: det særlige ved VSB var ikke kun bolden, men
menneskene. Thomas forklarer: “Det helt særlige ved at vokse op i VSB var fællesskabet. Det startede
med kammeraterne fra min egen skole, men hurtigt lærte man også folk at kende fra de andre skoler i
Virum. Pludselig kendte man næsten alle, når man gik til kamp eller træning. Det var ikke bare
fodboldtræning, men i lige så høj grad i sin fritid ved spontane aftaler om at mødes og spille fodbold
eller se kampe på Kaplevej eller Lyngby Stadion sammen.” André supplerer: “Fællesskabet var i høj
grad omdrejningspunktet, samtidig med at jeg oplevede at udvikle mig som fodboldspiller. Selvom jeg
kun er 27 år, så er det også mærkeligt at tænke tilbage på, at man spillede på en frossen grusbane i
vinterhalvåret. Det er svært at forestille sig i dag.”

Thomas forlod som 12-årig midlertidigt VSB for at prøve kræfter med Lyngbys akademihold. Han
fortæller: “Da jeg var 12, skiftede jeg faktisk til Lyngbys akademihold for at jagte drømmen om at blive
professionel. Det var spændende og udfordrende, men efter nogle år gik det op for mig, at det, jeg
elskede mest ved fodbolden, var noget andet. Det handlede om fællesskabet, glæden ved spillet og de
oplevelser, jeg havde haft med vennerne i Virum. Det var der, hvor jeg for alvor følte mig hjemme.”
André valgte en anden vej, men med samme drivkraft: “Jeg startede i VSB og sluttede i VSB, men var
undervejs både i B82 og Lundtofte, da jeg fulgte min vennegruppe, da min motivation i høj grad også
var funderet på fællesskabet. Jeg kom dog tilbage til VSB, da det er klubben, som er forankret i mig.”
Begge begyndte som trænere i en ung alder. Thomas fortæller: “Jeg startede egentlig som ungtræner,
fordi jeg gerne ville have et fritidsjob – og fordi jeg gerne ville give lidt tilbage til klubben, hvor jeg selv
havde haft så mange gode oplevelser. I starten handlede det mest om at være et forbillede for børnene
og vise dem, hvor sjovt fodbold kan være.

Efterhånden fik jeg mere ansvar, og det gjorde faktisk, at jeg voksede både som træner og som person.
Jeg havde gode folk omkring mig – forældre, trænere og ledere – som støttede mig og gav mig mod på
at tage næste skridt. Det gjorde en kæmpe forskel.”

For André begyndte trænerlivet lidt anderledes: “Jeg startede i en anden klub sammen med en ven fra
folkeskolen, da jeg var 13 år, hvor vi var trænere for et pigehold. Dengang fik vi det fulde ansvar med det
samme, men selvfølgelig med opbakning fra holdledere omkring holdet. Undervejs skiftede vi til VSB,
hvor mange af pigerne skiftede med.” Han uddyber: “Der samarbejdede jeg sammen med de
forældretrænere, som oprindeligt havde holdet i VSB, hvilket var rigtig givende og væsentligt for min
udvikling. Samtidig blev jeg tilknyttet som assistent for Claus Frank-Nielsen i en periode, som på
daværende tidspunkt var forældretræner på en anden årgang i klubben. Hans fortid og erfaringer fra
Lyngby og DBU var han god til at formidle videre, hvilket gjorde mig yderligere nysgerrig.”

Thomas fandt hurtigt ud af, at trænerrollen var noget helt andet end spillerrollen. “Jeg fandt hurtigt ud
af, at det at være en dygtig spiller ikke automatisk gør dig til en god træner. Som træner handler det ikke
om, hvad du kan, men om hvordan du kan få andre til at lykkes. Jeg lærte at formidle, motivere og
skabe tryghed. Samtidig blev jeg meget mere bevidst om lederskab: hvordan man samler en gruppe,
håndterer forskellige personligheder og får alle til at føle sig som en del af holdet.” André beskriver det
sådan: **“Først og fremmest gik det hurtigt op for mig, at spillet og fællesskabet omkring et hold
rummer større kompleksiteter og overvejelser, end man tænkte over som spiller. Efter mange år som
træner blev min interesse udvidet til, hvordan man skaber og tilsikrer et godt udviklingsmiljø. Jeg
forbinder derfor den viden, jeg har og stadig tilegner mig som tredelt, da jeg både skal være klog på
spillet, være en god og motiverende leder samt skabe et godt udviklingsmiljø med alt det, som det
indebærer.”

Begge nævner de udfordringer, der følger med, når man får ansvar i en ung alder. Thomas siger: “En af
de største udfordringer var uden tvivl at håndtere utilfredshed – både fra forældre og spillere. Som
ungtræner kan det være svært, når nogen stiller spørgsmålstegn ved dine beslutninger eller måden, du
gør tingene på. Jeg lærte, at det vigtigste er at lytte og bevare roen. De fleste situationer løser sig, hvis
man kommunikerer åbent og viser, at man vil det bedste for børnene. Over tid blev jeg mere sikker i min
rolle, og i dag ser jeg de oplevelser som nogle af de mest værdifulde, fordi de lærte mig noget om
ansvar, samarbejde og respekt.” André supplerer: **“Det var en udfordring at blive kastet ud i det fra
start. Det blev i høj grad funderet på, hvad jeg lige tænkte var den rigtige måde at gøre tingene på.
Omvendt tilegnede jeg mig nogle erfaringer, og jeg fik mulighed for at prøve en masse ting af.
Det var derfor også væsentligt, at jeg blev slebet til og fik nogle indspark ude fra, som jeg senere fik, da
jeg blev tilknyttet et hold med forældretrænere og ligeledes var assistent i et andet setup i VSB.
Jeg er også enig med Thomas’ refleksioner. Utilfredshed fra spillere og forældre var også en udfordring. Det var en udfordring i starten men nu ser jeg dem mere som en medspiller.

Thomas gik efter gymnasiet ind i klubbens administration. “Efter gymnasiet blev jeg ansat i en
fuldtidsstilling i klubben, hvor jeg skulle støtte den daværende formand med at skabe gode rammer for
træner- og ungtrænerudvikling, kommunikation og de mere praktiske opgaver i hverdagen. Da jeg
begyndte på psykologistudiet på KU, gik jeg ned i en deltidsrolle og fik titlen som sportslig leder i
ungdomsafdelingen. Her skiftede fokus fra den daglige drift til et mere sportsligt og strategisk niveau,
hvor jeg kunne arbejde med udviklingen af klubben som helhed. I dag handler min rolle især om at
skabe de bedste rammer for både trænere og spillere, at understøtte de mange engagerede frivillige i
børne- og ungdomsafdelingen og sikre sammenhængen mellem de forskellige årgange og afdelinger.
Det handler i bund og grund om at gøre det sjovt og udviklende at være træner og spiller i VSB.”
André fulgte en lignende udvikling. “Tilbage i 2019, hvor jeg i samarbejde med Thomas støttede den
daværende formand. Da jeg startede på læreruddannelsen, fik jeg også titlen sportslig leder i
ungdomsafdelingen sammen med Thomas, hvor vi delte ansvaret. Da Thomas begyndte på udveksling,
fortsatte jeg i rollen med et større tværgående ansvar i ungdomsafdelingen, hvilket også er den rolle,
jeg har i dag. Derudover er jeg også ansvarlig for klubbens fodboldskole og diverse sportslige
initiativer.”

Når de bliver spurgt, hvad der gør arbejdet i klubben meningsfuldt, svarer de begge med overbevisning.
Thomas siger: “Det mest givende er helt klart at se, hvordan klubben udvikler sig – når nye initiativer
lykkes, og man kan mærke, at kulturen bliver stærkere. Det er fedt at være med til at skabe noget, der
gør en forskel for mange. Men jeg savner helt sikkert noget fra banen – den umiddelbare energi, grinene
til træning og følelsen af at stå midt i det hele. Jeg får lidt af det tilbage gennem de coachingforløb, jeg
laver, men jeg savner stadig den længere holdudvikling og den røde tråd fra træning til kamp. Samtidig
er det netop dét, der motiverer mig til at fortsætte arbejdet for at gøre klubben endnu bedre.” André
supplerer: “Jeg er meget enig med Thomas. Når initiativer man laver på klubniveau kanaliseres til
trænere og spillere, hvor det skaber glæde og udvikling. Det motiverer mig helt vildt.”
For begge betyder VSB mere end blot en arbejdsplads. Thomas forklarer: “For mig betyder det rigtig
meget at være en del af VSB.

Klubben har været en stor del af mit liv, lige siden jeg var barn, så det føles som at give tilbage til et
fællesskab, jeg selv har fået så meget ud af. Det giver energi at være omgivet af mennesker, der
brænder for det samme, og som vil hinanden det godt – både på og uden for banen.” André siger det
ligeud: “Det har en kæmpe betydning. VSB er forankret i mig.

Store livsbeslutninger, som uddannelse og hvor jeg bosatte mig, da jeg flyttede hjemmefra, har taget
afsæt i min motivation for at være og udvikle mig i klubben. Hele min studenteruge blev brugt på at
være træner på klubbens fodboldskole i sin tid, så VSB har på mange måder en særlig betydning for
mig. Derudover er det benzin for mig at arbejde og samarbejde med mennesker. Dertil har jeg også udviklet mig helt vildt personligt i de roller jeg har haft. Mit arbejde sætter store krav til lederegenskaber og at være struktureret, hvor jeg oplever at have gennemgået den største udvikling. Særligt som leder har jeg fået
opbygget nogle kompetencer, som jeg sætter meget pris på.”

Begge ledere arbejder med samme formål: at give de værdier videre, som de selv voksede op med.
Thomas siger: “Jeg prøver at give videre, at fodbold først og fremmest skal være sjovt – og at man
udvikler sig bedst, når man trives. Samtidig betyder sammenhold, respekt og engagement rigtig meget
for mig.” André er enig: “Thomas er spot on.”

Når de ser fremad, kredser tankerne om det samme: at fortsætte udviklingen af et stærkt fællesskab
og et ambitiøst miljø. “Jeg håber at kunne være med til at styrke den røde tråd i klubben, så vi sikrer god
sammenhæng mellem årgange, trænere og spillere. VSB rummer et kæmpe potentiale som
udviklingsmiljø og fællesskab,” siger Thomas. André følger op: “Jeg håber fortsat, jeg kan være med til
at bidrage til klubbens udvikling. VSB rummer et stort potentiale som udviklingsmiljø og fællesskab,
som jeg gerne vil være med til at understøtte.”

Selv om Thomas og André har taget forskellige veje til lederrollen, er deres drivkraft den samme: at give
videre af det, de selv fik i VSB. Et fællesskab, der har båret dem fra grusbanen til lederstolen og som
fortsat er centrum for alt, de gør.